Ny chefredaktør på BT

Karl Erik Stougaard bliver ny chefredaktør på BT fra 1. august. Han kommer fra en stilling som digital redaktionschef hos Politiken.

47-årige Karl Erik Stougaard bliver ny chefredaktør på BT fra 1. august og afløser dermed Flemming Fjeldgaard, der stoppede 1. juni. Karl Erik Stougaard kommer fra en stilling som digital redaktionschef på Politiken og skal nu drive og udvikle BT-redaktionen sammen med ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

“Vi har fundet en chefredaktør, der journalistisk og ledelsesmæssigt kan være med til at flytte BT. Vi har store ambitioner, og Karl Erik Stougaard vil med sin erfaring fra både print og digital nyhedsproduktion være et ualmindeligt godt supplement til det hold af journalister og chefer, der allerede i dag gør et godt job på BT,” siger BTs ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

“BT har præsenteret mig for et journalistisk projekt og en ledelsesmæssig opgave, som jeg uden tøven takkede ja til. BT har en stærk digital position, som rummer et stort potentiale både indholdsmæssigt og kommercielt, og på print er der lagt en klar og ambitiøs plan for fremtiden. Jeg glæder mig til at vende tilbage til Pilestræde og til at lave avis og net med BTs dygtige ledere og medarbejdere,” siger Karl Erik Stougaard.

Karl Erik Stougaard (47) har de seneste to år været redaktionschef for Politikens netredaktion, hvor han har stået i spidsen for en relancering af politiken.dk med en ny abonnementsmodel. Før det tilbragte han godt 15 år på Berlingske som bl.a. nyhedsredaktør, sportsreporter, undersøgende journalist og korrespondent i Washington DC. Han har tidligere været rets- og kriminalreporter på Jyllands-Posten.