Godt 1. halvår for Berlingske Media

[thumbnail src=”http://www.berlingskemedia.dk/media/berlingskemediafacade400x152-300×113.jpg”]

Mecom har i dag offentliggjort halvårsresultatet, hvor det fremgår, at Berlingske Media fortsætter sin gode økonomiske udvikling i 2014.

Berlingske Medias resultater for første halvår 2014 ligger over niveau for samme periode sidste år. Den positive udvikling fra 2013 er dermed fortsat ind i 2014.

I 2013 kom Berlingske Media ud af året med et driftsresultat, der var 13 pct. bedre end resultatet fra 2012, og et overskud på den primære drift (EBITDA) på 203 mio. kr.
Hvis man i dagens halvårsresultat fra Mecom tager højde for Berlingske Medias frasolgte aktiviteter i 2013 og dermed får et reelt sammenligningsgrundlag, så leverer Berlingske Media i 1. halvår 2014 et primært driftsresultat på 52,2 mio. kr. – eller et resultat der er 8.9 mio. kr. bedre end samme periode året før. Og så skal det tages i betragtning, at der er blevet ændret i udbetalingerne af den statslige mediestøtte, så udbetalingerne for Berlingske Media i 1. halvår 2014 er 18 mio. kr. lavere, end de var i samme periode i 2013. I mediebranchen er første halvår sædvanligvis langt svagere resultatmæssigt end andet halvår, og det gælder også for Berlingske Media.

Omsætningen hos Berlingske Media udgør 916,4 mio. kr. i første halvår af 2014. I det tal ligger en næsten uændret bladsalgsomsætning for på 470,5 mio. kr. – og en 17 pct. højere omsætning svarende til 152 mio. kr. på andre aktiviteter end bladsalget og annoncesalget. For annoncesalget er der – når der er reguleret for frasalgene af en række virksomheder i 2013 – tale om en nedgang på 8 pct. Selvom der er tale om et fald, er resultatet to pct. bedre end samme periode sidste år. Omkostninger i Berlingske Media er faldet med ni procent i 1. halvår 2014.

“Baseret på resultatet i 2013 og 1. halvår 2014 er der grund til at tro, at vi langsomt bevæger os ud af finanskrise-årene, og at vi begynder at kunne se resultaterne af den store omstillingsproces, som vi og alle andre i mediebranchen er i gang med. Vi er nu fuldt koncentreret om den videre udvikling af vores kerneforretning. Det vil sige vores mange stærke mediebrands. Der er mere end nogensinde brug for original kvalitetsjournalistik, der kan give danskerne relevant og troværdig indsigt i den hjemlige verden såvel som den globale,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media.

Mecoms samlede halvårsresultat, omfattende både den hollandske og den danske del, opnår en forbedring på 59,7 mio. kr., og det samlede driftsresultat i 1. halvår er på 287,8 mio. kr. Udviklingen viser et omsætningsfald for Mecom på 8 procent og et omkostningsfald på 11 procent. Mecom oplyste 30. juni, at den belgiske avisgruppe De Persgroep har fremlagt et bud på at overtage alle Mecoms aktiviteter for 1,8 mia. kr.. Mecom forbereder en ekstraordinær generalforsamling i september, hvor aktionærerne skal tages stilling til tilbuddet, ligesom konkurrencemyndighederne i Holland skal godkende salget til De Persgroep før handlen endelig kan gennemføres.​