Berlingske åbner magtens centrum på nettet

Få dage før åbningen af Folketinget trækker Berlingske det digitale rullegardin til side for Politiko.dk, som samler alt relevant stof fra den politiske verden.

​​På tirsdag åbner Folketinget, men i dag åbner Berlingske Magtens Centrum på nettet. Mødestedet for politisk interesserede – det permanente folkemøde. Sitets redaktør Nikolaj Rytgaard skriver i sin velkomst på politiko.dk

“Vi kalder politiko.dk for det permanente folkemøde på nettet. Ikke fordi festen er forbeholdt lobbyister og journalister, men fordi meninger skal brydes, og fordi borgere, debattører og politikere skal mødes på samme måde, som det sker en gang om året på Bornholm. På politiko.dk skal det bare ske hver dag.​”

Politiko.dk kommer ud i alle hjørner af det politiske liv og linker også til andre – både nationale og internationale – mediers politiske stof, hvis det er væsentligt.

“Der er brug for overblik. Der er brug for én indgang til den politiske dækning og debat. Der er brug for et fælles mødested. Det åbner vi i dag,” siger Nikolaj Rytgaard.

Politiko.dk byder på klassisk nyhedsjournalistik, kloge analyser, globalt perspektiv, fortællende historier, blogs fra hele det politiske spektrum, tweets, web-tv og satireindslag. Desuden er der en række faste elementer.

Politisk morgenpost. Et dagligt overblik, som samler, sammenfatter og sætter dagens vigtigste nyheder, analyser og debatter ind i en sammenhæng. Her bliver du dirigeret videre til læsværdige historier og får fortalt, hvad der er værd at holde øje med resten af dagen.

#politikospørgetid. Folkevalgte stiller op for at svare på dine spørgsmål om et aktuelt emne. Andre gange sætter vi modstridende meninger over for hinanden og lader diskussionen få frit spil direkte på politiko.dk. Også her kan du blande dig i debatten og stille dit spørgsmål.

Anbefalinger. Politiko.dk har samlet et hold af journalister, der gennemtrawler danske og internationale aviser, så du ikke behøver. De bedste historier bliver håndplukket og anbefalet på politiko.dk.

Grafisk oplysning. Politiko.dk skærer igennem usikkerhederne og blotlægger de reelle styrkeforhold i dansk politik med Barometerets vægtede gennemsnit af de politiske meningsmålinger. Vi viser, hvor vælgerne bevæger sig hen og lader dig teste flertalsmulighederne i Folketinget. Det gør vi i interaktive grafikker, hvor du kan fordybe dig i fakta. Der er flere på vej.

Profilsider. Her kan personer, partier og interesseorganisationer købe sig til en plads, hvor de kan offentliggøre deres budskaber – og lade dig og andre debatlystne gå i clinch med netop det budskab.

Besøg politiko.dk
Politiko.dk er også tilstede på Facebook (https://www.facebook.com/politikodk​) og Twitter @politikodk

[thumbnail src=”http://bem-wordpress-content.s3.amazonaws.com/berlingskemedia.dk/wp-content/uploads/2014/10/politikologoHIGH-300×129.png”]